Budgetønsker 2025

I den socialdemokratiske gruppe mener vi, at en af vores vigtigste opgaver er at fastholde og udvikle et stærkt sundhedsvæsen i Region Syddanmark. Det kræver først og fremmest dygtige medarbejdere og gode forhold at arbejde under. Derfor har vi i vores budgetønsker fokus på at skabe trivsel, give plads til faglig udvikling og sikre, at vi både kan tiltrække og tilknytte medarbejdere på regionens mange forskellige arbejdspladser. 

Vi står over for nogle store udfordringer i samfundet, udfordringer, som kalder på langsigtede løsninger og tydelige politiske valg. Klimaet og miljøet er et område, hvor vi skal skrue op for indsatsen, hvis vi skal nå de klimamål, der allerede er vedtaget. Det betyder for eksempel, at vi skal passe bedre på drikkevandet, mindske forurening og satse mere på bæredygtige løsninger. 

Vi ser det som helt afgørende, at Region Syddanmark er med helt fremme, når nye løsninger og teknologier udvikles – især inden for sundhedsområdet. Ved at investere i forskningsprojekter og skabe gode rammer for samarbejde mellem hospitaler, universiteter og erhvervsliv, kan vi være med til at løse nogle af de komplekse problemer, vi står med i dag. Det handler både om bedre behandling, mere effektiv drift og nye metoder, der kan gøre hverdagen nemmere for patienter og personale. 

Børn og unge har også en særlig plads i vores arbejde. Vi vil gerne skabe nogle gode rammer for deres liv og sikre, at de får mulighed for at vokse op trygt, sundt og med værdighed. Det betyder blandt andet, at vi vil styrke sundhedstilbuddene til børn og unge. 

Alt i alt lægger vi op til et budget, der både styrker sundhedsvæsenet her og nu – og investerer i det, der skal bære Region Syddanmark fremad: vores medarbejdere, forskning og innovation, klimaet, miljøet og de næste generationers livsvilkår. 

Medarbejdere 

Midler til kultur- og organisationssammenføring 

At støtte medarbejdere i omstillingen til sundhedsreformen, hvor psykiatri og somatik integreres, og nye sundhedsråd etableres ved at afse ressourcer til kulturarbejde, sammenlægninger, nye arbejdsgange og systemer, så forandringer forankres uden at påvirke kvalitet og produktivitet. 

Forebyggelse af stress og belastninger 

At mindske stress og overbelastning blandt medarbejdere ved at styrke den tidlige indsats med fokus på stress som et arbejdsmiljøproblem på gruppe- og organisationsniveau – ikke kun individuelt. Undersøgelse og udvikling af muligheder for at andre faggrupper vil kunne varetage opgaver på områder, hvor den fysiske og/eller psykiske arbejdsbelastning er stor. 

Bevarelse af tilknytningen for sygemeldte medarbejdere 

At bevare tilknytningen af langtidssygemeldte medarbejdere frem for afskedigelse. Ved at øge mulighederne for omplacering, virksomhedspraktik i andre enheder og systematiske tilbagevendingsplaner, så kompetencer bevares og økonomiske omkostninger mindskes. 

Bevare tilknytningen af seniormedarbejder 

At udnytte potentialet hos erfarne medarbejdere og fastholde dem længere i arbejdsstyrken ved at udbygge eksisterende initiativer (seniorworkshops, fleksibel arbejdstilrettelæggelse) og sikre økonomi til løbende indsats via dialog mellem ledere og medarbejdere. Etablering af en senior-jobordning med mindre fysisk krævende, men fagligt relevante opgaver, så flere vil kunne blive længere i deres fag. 

Rekruttering og tilknytning 

At sikre fremtidens arbejdsstyrke i regionen. Det skal ske ved at Investere i en målrettet indsats for rekruttering af lærlinge, elever og studerende. 

Udvikling af MED-samarbejdet 

At styrke samarbejde og trivsel gennem MED-systemet, så samarbejdet vil kunne understøtte arbejdsmiljø, dialog og trivsel under forandringer. 

FORSLAG: Afse midler til ovenstående tiltag, herunder øremærkede midler til at imødekomme stigende efterspørgsel på MED-uddannelse og klippekortsmoduler. 

Robustgørelse af specialer 

Region Syddanmark har en forpligtelse til at sikre et tilstrækkeligt antal speciallæger til regionens sygehuse gennem uddannelse, tilknytning og kompetenceudvikling. Flere specialer – særligt inden for psykiatri, geriatri mv. – er i dag sårbare. 

Investering i uddannelse og kompetenceudvikling er en forudsætning for at kunne tiltrække og tilknytte de læger, der skal sikre fremtidens behandlingstilbud i Region Syddanmark. Ved at gøre uddannelse til en naturlig del af sygehusenes drift, kan vi gøre regionens sygehuse mere attraktive for kommende speciallæger og samtidig mindske afhængigheden af dyre vikarordninger. 

FORSLAG: Der afsættes 4-6 mio. kr., til at igangsætte arbejde med at skabe attraktive med læringsmiljøer f.eks. gennem udvikling af mentor- og forskningsmuligheder og tværfaglige uddannelsestilbud. 

Efteruddannelse til paramedicinere (Ambulancebehandlere med særlige kompetencer). 

Børn og psykisk sårbare stiller særlige krav til kommunikation og behandlingsmetoder, intrahospitale transporter kræver avancerede kompetencer i brug af kritisk udstyr og overvågning, en opgave der i dag varetages af læger, som er en kritisk ressource. En målrettet efteruddannelse af paramedicinere i håndtering af børn, psykisk sårbare patienter, intrahospitale transporter kan medvirke til at sikre patientsikkerhed og effektivitet i den præhospitale indsats. 

Efteruddannelsesmuligheder er desuden et vigtigt værktøj til at tiltrække og tilknytte kvalificerede medarbejdere i en branche, hvor rekruttering er en udfordring. Efteruddannelsen skal derfor munde ud i et nyt kompetenceniveau, en paramediciner+ Muligheden for faglig specialisering og kompetenceudvikling øger arbejdsglæden, styrker professionens attraktivitet og mindsker personaleudskiftning – hvilket på længere sigt både forbedrer kvaliteten og reducerer omkostningerne. 

FORSLAG: Der afsættes midler til at oprette et nyt kompetenceniveau for ambulancepersonalet benævnt paramediciner+ og der udvikles til dette et efteruddannelsesforløb for paramedicinere. Uddannelsens indhold bør tilpasses behovet for at håndtere særlige patientgrupper; psykisk syge, børn og intrahospital transport. Uddannelsen udvikles og afholdes af Region Syddanmark 

Patienter og pårørende 

Styrke viden og behandling af kvindesygdomme 

En betydelig andel af danske kvinder rammes af sygdomme, der har væsentlig indflydelse på både helbred, livskvalitet og samfundsøkonomi. Omkring 10 % af kvinder i den fødedygtige alder lever med endometriose, mens 5-10 % har polycystisk ovariesyndrom (PCOS). Hertil kommer, at hvert ottende barn i Danmark fødes ved hjælp af fertilitetsbehandling. Efter fødsel udvikler op mod 50 % af kvinder underlivsprolaps. For flere kvindesygdomme vurderes desuden at eksistere et betydeligt mørketal som følge af underdiagnostik og underbehandling. 

Sygdommene medfører for mange kvinder perioder med markant reduceret livskvalitet. Generelt anvender kvinder cirka 25 % mere af deres liv på sygdom end mænd. De samfundsøkonomiske konsekvenser er omfattende, blandt andet i form af flere sygedage. Infertilitet er desuden en hyppig konsekvens af kvindesygdomme – f.eks. oplever omtrent halvdelen af kvinder med endometriose ufrivillig barnløshed. 

FORSLAG: Der afsættes midler til at foretage en kortlægning af arbejdet med kvindesygdomme i Region Syddanmark, samt udarbejdelse af en politik og handleplan for styrkelse af viden og behandling kvindesygdomme på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen 

Region Syddanmark samler samarbejdspartnere og relevante aktører for at styrke indsatsen for forskningsbaseret viden og oplysning om kvindesygdomme. Dette samarbejde vil med fordel kunne udvides at omfatte kommunerne i region Syddanmark samt de øvrige regioner. 

Driftstilskud til Kvindelancen i Odense. 

Kvindelancen udfylder et væsentligt hul i det eksisterende sundhedstilbud ved at bringe anonym, tryg og let tilgængelig hjælp direkte ud til kvinderne, hvor de befinder sig. Det styrker forebyggelsen af kønssygdomme og bidrager til både kvindernes egen sundhed, deres kunders og i sidste ende folkesundheden generelt. 

Da de nuværende fondsmidler udløber, er der risiko for, at dette afgørende sundhedstilbud ophører. Derfor er der behov for, at Region Syddanmark bidrager til en langsigtet finansiering, så Kvindelancen vil kunne fortsætte sit arbejde. 

FORSLAG: Der afsættes midler til at støtte driften af Kvindelancen fra 2026 og frem. Der foreslås et årligt tilskud på 1,618 mio. kr. Driftsansvaret forbliver hos Reden Odense, mens regionen indgår en samarbejdsaftale. 

Børne og ungepolitik – børn og unge som patienter 

Børn og unge er en særlig patientgruppe med behov for indsatser, der tager højde for deres livssituation, udvikling og fremtidsmuligheder. I dag oplever mange unge patienter udfordringer i mødet med sundhedsvæsenet, herunder vanskelige overgange mellem børne- og voksenafdelinger, utilstrækkelig sammenhæng mellem behandling, skole og fritidsliv samt manglende fokus på mental sundhed og trivsel. 

Med en samlet politik og handleplan for børn og unge som patienter kan regionen sikre en systematisk og tværgående tilgang, der styrker både den fysiske og mentale sundhed, skaber bedre sammenhæng i forløbene og giver unge patienter reelle muligheder for at leve et trygt og værdigt ungdomsliv. 

FORSLAG: Der udarbejdes en politik og handleplan for børn og unge som patienter, der samler eksisterende initiativer og peger fremad med nye konkrete tiltag. Handleplanen bør blandt andet omfatte: 

  • Udvikling af modeller for trygge overgange fra børne- og ungeafdelinger til voksenafdelinger eller praksissektoren. 
  • Tiltag der gør det muligt at forene ungdomslivet med behandling, herunder ungefællesskaber, fleksible konsultationstider og samarbejde med civilsamfund og uddannelsesinstitutioner. 
  • Systematisk efteruddannelse af sundhedspersonale i ungevenlig kommunikation og inddragelse af ungepaneler, der kan rådgive medarbejdere og politikere. 
  • Sikre at unge patienter har adgang til rådgivning om seksuel sundhed, prævention og behandling af seksuelt overførte sygdomme i et sundhedsvæsen, der fremmer lighed og respekt uanset køn, seksualitet eller baggrund. 

 

Der afsættes midler til proces, involvering af ungepaneler og fagpersoner samt udvikling af konkrete initiativer, der kan implementeres fra 2026 og frem. 

Børn og unge som pårørende 

Evalueringen af prøvehandlingsprojekterne om børn og unge som pårørende viser et markant behov for en systematisk indsats på tværs af regionens sygehuse. Projekterne har skabt øget opmærksomhed på målgruppen, bidraget til en kulturændring blandt medarbejdere og vist tydelig effekt for de berørte familier. 

Forældre oplever, at indsatsen møder væsentlige behov, og der er opbygget ny viden og kompetencer, som vil kunne udbredes på tværs af specialer. Med ledelsesopbakning og målrettet kompetenceudvikling er grundlaget lagt for at forankre indsatsen. Socialdemokratiet ønsker at fastholde og styrke denne indsats og dermed forebygge mistrivsel og fremme sundhed for børn og unge, der vokser op som pårørende til alvorligt syge forældre eller søskende. 

FORSLAG: Der afsættes midler videreførelse af indsatsen for børn og unge som pårørende i 2026 og til at konsolidere og udbrede de bedste erfaringer fra prøvehandlingsprojekterne i overensstemmelse med evalueringen af prøvehandlingerne. 

LGBTQ+ politik og handleplan 

Regionsrådet besluttede i forbindelse med Budget 2025 at afholde et dialogmøde med brugerorganisationer på LGBTQ+-området med henblik på at styrke indsatsen for LGBTQ+-personer i Region Syddanmark. På baggrund af dialogen er der ved at blive udarbejdet en LGBTQ+-politik samt en handlingsplan med konkrete initiativer, der skal forbedre LGBTQ+-personers møde med sundhedsvæsenet. 

Politikken og handleplanen forventes at være klar til vedtagelse inden udgangen af valgperioden (december 2025). For at sikre, at planen kan omsættes til konkrete forbedringer, er det nødvendigt at afsætte midler til implementering af de kommende initiativer. 

FORSLAG: Der afsættes en pulje på X mio. kr. i 2026 til finansiering af initiativer i Region Syddanmarks kommende LGBTQ+-politik og handlingsplan. 

Pårørendevejleder 

Mange pårørende står alene med et stort ansvar, når en nærtstående rammes af sygdom – hvad enten den er fysisk eller psykisk. Pårørende yder en enorm indsats, men oplever ofte manglende støtte, uklare rettigheder og uoverskuelige tilbud. Der findes mange gode foreninger og tilbud fra frivillige organisationer, men det kan være svært at finde vej i systemet, og der er risiko for, at pårørende falder mellem stolene. 

Region Syddanmark bør gå foran i støtten til pårørende ved at etablere et korps af pårørendevejleder på tværs af sygehusene. Pårørendevejleder fungerer som en indgang for pårørende, der søger overblik, råd og vejledning i mødet med sundhedsvæsenet. Rollen skal samtidig være brobygger mellem regionen, 

kommunerne og de frivillige foreninger for at styrke samarbejdet og sikre, at pårørende får adgang til de rette tilbud. 

FORSLAG: Der afsættes midler til at opbygge funktionen og sikre tilgængelighed for pårørende i hele regionen. 

Strategi for sundhedsforskning 

Regionsrådet har vedtaget Strategi for Sundhedsforskning 2025-2030, der sætter en ambitiøs retning for udviklingen af klinisk forskning med udgangspunkt i patienter og borgere. 

For at indfri ambitionerne for sundhedsforskningen kræves et samlet løft i finansieringen, da strategien indebærer nye aktiviteter og øget kapacitet på tværs af regionens forskningsmiljøer. Det samlede finansieringsbehov har administrationen estimeret til ca. 3,2 mio. kr. årligt. 

FORSLAG: Der afsættes 3,2 mio. kr. årligt til at realisere Strategi for Sundhedsforskning 2025-2030. 

Strategi for sundhedserhvervede infektioner og antibiotikaforbrug 

Regionsrådet har vedtaget Strategi for sundhedssektorerhvervede infektioner og antibiotikaforbrug 2025-2030, som skal nedbringe forekomsten af infektioner og reducere brugen af antibiotika. Strategien er central både for patientsikkerheden og for at imødegå antibiotikaresistens, som udgør en stigende sundhedstrussel. For at realisere målene kræves en finansiering af implementeringen. Med finansieringen sikres, at strategiens mål om færre infektioner, lavere antibiotikaforbrug og øget patientsikkerhed kan nås frem mod 2030. 

FORSLAG: Der afsættes et engangsbeløb på 2,5 mio. kr. til at finansiere implementeringen af Strategi for sundhedssektorerhvervede infektioner og antibiotikaforbrug 2025-2030 

Hjerneplan 

Regionsrådet har vedtaget en Hjerneplan for Region Syddanmark, som skal styrke indsatsen på det neurologiske område. Planen indeholder tiltag, der skal reducere ventetider til udredning af demens, styrke rehabilitering efter hjernerystelse, etablere nye behandlingstilbud inden for hovedpine og multipel sklerose, samt fremme anvendelsen af ny teknologi til hjemmemonitorering af patienter med for eksempel epilepsi og Parkinsons sygdom. 

Planen peger desuden på behovet for at robustgøre neurologien i regionen, så specialet vil kunne håndtere et stigende antal patienter og sikre sammenhængende forløb i både sygehusregi, speciallægepraksis og almen praksis. For at realisere ambitionerne i Hjerneplanen er der behov for målrettet finansiering. 

Finansieringen skal sikre, at Hjerneplanen vil kunne implementeres fra 2026 og frem, så regionen kan imødekomme fremtidens behov på det neurologiske område og sikre høj kvalitet, tilgængelighed og sammenhæng for patienterne. 

FORSLAG: Der afsættes en flerårig bevilling på 8-12 mio. kr. til implementering af Hjerneplanens indsatser. 

Innovation/MedTech 

Regionsrådet afsatte i budget 2025 afsat 10 mio. kr. til at understøtte udviklingen af MedTech-miljø i og omkring Odense i samarbejde med SDU, kommuner og erhvervsaktører på Fyn. Satsningen var en del af regionens samlede innovationsmiljø. 

For at fastholde momentum i det langsigtede arbejde er der behov for yderligere finansiering i 2026. Det er nødvendigt at se på Region Syddanmarks samlede innovationsmiljø og sikre, at innovationsarbejdet fortsætter ud over MedTech-området. 

FORSLAG: Der afsættes 10 mio. kr. i 2026 til fortsættelse af MedTech-satsningen i Region Syddanmark. 

Der igangsættes en analyse af Region Syddanmarks samlede innovationsmiljø med henblik på at sikre en langsigtet, bæredygtig finansiering og koordinering af innovationsarbejdet på tværs af sundhed og regional udvikling. 

Sociale investeringer 

Regionsrådet har besluttet at udarbejde en samarbejdsaftale med Den Sociale Investeringsfond, som vil kunne indgå som investor i konkrete projekter. Samarbejdsaftalen er økonomisk uforpligtende, men ved iværksættelse af konkrete projekter skal bør regionen bidrage økonomisk i forhold til de aftalte og opnåede resultater. For at kunne realisere potentialet i samarbejdet og opbygge et solidt videns- og erfaringsgrundlag, er det nødvendigt at afsætte midler til medfinansiering af de første projekter. 

FORSLAG: Der afsættes en pulje på 1 mio. kr. i 2026 til at finansiere Region Syddanmarks andel i konkrete projekter under samarbejdet med Den Sociale 

Investeringsfond. Puljen skal samtidig bidrage til at opbygge et videns- og erfaringsgrundlag, så Region Syddanmark vil kunne vurdere potentialet i at anvende sociale investeringer som et strategisk redskab fremadrettet. 

Beredskab 

Trusselsbilledet mod Danmark er de seneste år blevet mere alvorligt. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er destruktive cyber-angreb en reel mulighed, og Politiets Efterretningstjeneste vurderer fortsat, at risikoen for terror er alvorlig. 

Det ændrede trusselsbillede betyder, at der er et stigende behov for at styrke regionens samlede beredskab, både i form af strategisk planlægning og gennemførelse af konkrete indsatser. 

FORSLAG: Der afsættes midler til sikre et tilstrækkeligt beredskabsniveau i region Syddanmark 

Helhedsplan for Esbjerg Sygehus 

Regionsrådet besluttede i forbindelse med Budget 2025 at igangsætte arbejdet med en opdateret helhedsplan for Esbjerg Sygehus, som skal danne ramme for langsigtede beslutninger om moderniseringsprojekter. I den forbindelse blev det fremhævet, at modernisering af den centrale operationsgang er et presserende behov, da de nuværende faciliteter er fra 1970’erne og både har betydelige driftsmæssige og bygningstekniske udfordringer. 

Et ideoplæg, som peger på en samling af al operativ kapacitet i et nyt, samlet operationsområde, er vedtaget og vurderes som den mest bæredygtige løsning både driftsmæssigt og byggeteknisk. Den samlede anlægssum for projektet er estimeret til 250–300 mio. kr. Byggeprogrammet forventes færdiggjort ultimo 2025/primo 2026. 

FORSLAG: Der afsættes midler til igangsætning af byggeplanlægning og projektering af et nyt samlet operationsområde på Esbjerg Sygehus. 

Miljø og ressourcer 

Drikkevand 

Rent drikkevand er en grundlæggende forudsætning for folkesundhed og et velfungerende samfund. For at beskytte borgernes adgang til rent drikkevand er der behov for en mere forebyggende tilgang, hvor indsatser iværksættes tidligere, inden forurening bliver akut. Det kræver, at der tilføres flere midler til arbejdet med afværgeløsninger og forebyggende tiltag i regionen. Midlerne skal anvendes til tidlig 

indsats og forebyggende afværgeløsninger, hvor der er identificeret en risiko for forurening af grund- og drikkevand. Hurtigere indgriben ved forureningstrusler, så større skader og udgifter vil kunne undgås. Samt styrket overvågning, planlægning og samarbejde med kommuner og relevante aktører om beskyttelse af drikkevandsressourcerne. Med denne prioritering kan Region Syddanmark gå fra en primært reaktiv tilgang til en mere proaktiv og forebyggende indsats for at sikre rent drikkevand – både nu og for kommende generationer. 

FORSLAG: Der afsættes 12 mio. kr. i 2026 til styrkelse af indsatsen for sikring af rent drikkevand. 

Råstoffer 

Råstofområdet er præget af stigende aktivitet og komplekse sager, hvilket har betydet øget pres på sagsbehandlingen ift udstedelse af tilladelser til indvinding af råstoffer. For at imødekomme dette blev der i Budget 2025 oprettet en ekstra stilling i råstofadministrationen. 

Den øgede kapacitet har bidraget til at sikre en mere smidig sagsbehandling og nedbringe risikoen for lange ventetider, som vil kunne have negative konsekvenser for både erhvervslivet og myndighedsopgaven. For at fastholde dette serviceniveau er det nødvendigt at videreføre stillingen. 

FORSLAG: Der afsættes midler (svarende til de 0,7 mio. kr. i budget 2025) til fastholdelse af den ekstra personaleenhed i råstofadministrationen, som blev oprettet i Budget 2025. 

Teknologi-pulje 

Region Syddanmark har gode erfaringer med at understøtte teknologisk udvikling gennem en pulje, hvor virksomheder vil kunne søge tilskud til forskningsprojekter på jord- og grundvandsområdet. Puljen har bidraget til nye metoder til at bekæmpe eksisterende forurening og har været med til at fremme samarbejde mellem private aktører og regionen. 

Et serviceeftersyn af puljerne i 2024 viste stor interesse for Den Syddanske Udviklingspulje for rent vand og jord, og der er igangsat flere spændende projekter. For at fastholde og udbygge denne positive udvikling er det vigtigt fortsat at prioritere Teknologipuljen. 

FORSLAG: Der afsættes 4 mio. kr. i 2026 til Teknologipuljen med fokus på udvikling af nye metoder til bekæmpelse af forurening i jord og grundvand. 

Socialdemokratiets budgetønsker 2026 (oversigt) FORSLAG

Økonomi 

Medarbejdere 

Kultur- og organisationssammenføring 

Kr. xx, heraf kr 500.000 til MED-uddannelse 

Forebyggelse af stress og belastninger 

Bevarelse af tilknytning for sygemeldte 

Bevare tilknytning af seniormedarbejdere 

Rekruttering og tilknytning 

Udvikling af MED-samarbejdet 

Robustgørelse af specialer 

Kr. 4-6 mio. 

Efteruddannelse af paramedicinere (paramediciner+) 

Kr. xx 

Patienter og pårørende 

Styrke viden og behandling af kvindesygdomme 

Kr. xx 

Driftstilskud til Kvindelancen 

Kr. 1,618 mio. årligt 

Børne- og ungepolitik (politik og handleplan) 

Børn og unge som pårørende 

Kr. 1 mio. årligt 

LGBTQ+ politik og handleplan 

Pulje X mio. kr. 

Pårørendevejleder 

Forskning og 

Innovation 

Strategi for sundhedsforskning 

Kr. 3,2 mio. årligt 

Strategi for sundhedserhvervede infektioner 

Kr. 2,5 mio. (engangsbeløb) 

Hjerneplan 

Kr. 8-12 mio. årligt 

MedTech-satsning 

Kr. 10 mio. 2026 

Sociale investeringer 

Pulje til sociale investeringer 

Kr. 1 mio. 2026 

Beredskab 

Styrkelse af beredskab 

Anlæg 

Helhedsplan Esbjerg Sygehus (operationsområde) 

250–300 mio. kr. (anlægssum estimeret) 

Miljø og ressourcer 

Drikkevand 

Kr. 12 mio. i 2026 

Råstoffer (fastholdelse af ekstra stilling) 

Kr. 0,7 mio. årligt 

Teknologipulje (jord og grundvand) 

Kr. 4 mio. i 2026